Corona-venligt foredrag med Kjeld Møller Pedersen var en succes

Corona-venligt foredrag med Kjeld Møller Pedersen var en succes

Kjeld Møller Pedersen tog fat i ulighed i sundhedssektoren.

Lagt online: 20.11.2020

Onsdag aften inviterede Studenterpræsterne Aalborg igen til foredrag i Studenterhuset. Denne gang var det professor i sundhedspolitik- og økonomi Kjeld Møller Pedersen, som fik deltagernes opmærksomhed. Han skulle egentlig have været på besøg i foråret, men grundet corona blev foredraget udskudt til efteråret - hvor det bestemt ikke var mindre relevant. 

Studenterpræsterne har prioriteret at afholde foredrag og arrangementer, når det kan forsvares i den nuværende situation, fordi vi tror på, at fælles samtale og refleksion om de valg og prioriteringer, vi som demokratisk samfund foretager, er afgørende. Derfor havde vi placeret stolene med god afstand, så alle kunne have en god - og sikker - oplevelse. 

Foredraget var i grove træk delt op i to. Først fremlagde Kjeld Møller Pedersen evidens for, at der rent faktisk er ulighed i sundhedssektoren, og derefter kom han med sine bud på, hvordan det kunne løses. De fremmødte blev præsenteret for skarpe analyser og statistikker og blev sendt hjem med bud på løsninger, der lagde op til refleksion. 

Næste arrangement for Studenterpræsterne er det traditionsrige juleevent Nine Lessons & Carols i Budolfi kirke onsdag den 9. december klokken 19.