AAU logo
Digital totalitarisme er da en by i Kina...eller er det?

Digital totalitarisme er da en by i Kina...eller er det?

Det var noget af det, som Mads Vestergaard, filosof og ph.d., stillede skarpt på, da han gæstede Studenterhuset til et foredrag med afsæt i hans populære bog Digital Totalitarisme.

Lagt online: 03.10.2019

I foredraget zoomede han ind på skræmmeeksemplet Kina, som er på vej med et digitalt overvågningssystem, der blandt andet kan bruges til at rate borgerne efter hvor gode borgere de er, og hvordan de opfører sig. Den rating kan så danne grundlag for, om de kan få lov til at flyve, hvor de kan bo, hvilket arbejde de kan få, om de kan optage lån med mere. 

”Pyha, godt man ikke bor i Kina”, kan man så tænke. Men hvordan står det egentlig til i Danmark med den digitale udvikling og konsekvenserne heraf? Det kom Mads Vestergaard også ind på, da han præsenterede publikum for flere eksempler fra Vesten og Danmark. I Danmark har der været konkrete forslag om – med det formål at forhindre socialt bedrageri - at overvåge f.eks.folks sengetid, varmeforbrug og transport med rejsekort. Mads Vestergaards pointe var derfor, at selvom vi umiddelbart ligger langt fra Kina på området, er vi nødt til at diskutere og protestere nu, før private virksomheder og offentlige myndigheder styrer os mod et ubalanceret magtforhold, hvor vi som borgere bliver overvåget uden egentlig at kunne se dem, der overvåger os og uden mulighed for at gennemskue, hvad overvågningen bliver brugt til.

Næste gang der er foredrag i ACADEMIA er den 30. oktober, hvor Lykke Friis lægger vejen forbi Studenterhuset. Det er også klokken 19, og der er naturligvis fri entré.