AAU logo
Glæd dig til efterårets program fra Studenterpræsterne!

Glæd dig til efterårets program fra Studenterpræsterne!

Du kan blandt andet se frem til spændende foredrag og koncerter.

Lagt online: 08.07.2019

Studenterpræsterne har arbejdet på programmet for efteråret, og det byder blandt andet på foredrag i ACADEMIA og flere koncerter. Du kan herunder få en forsmag på det, der venter forude. 

ACADEMIA - EFTERÅRET 2019:

Det er umuligt at tale om noget uden at udpege grænserne. Idéen om grænser indgår med nødvendighed i alle tings og alle væsners eksistens. Tilstedeværelse af noget er også grænsernes tilstedeværelse. Der er ikke noget i den menneskelige erfaringsverden, i historien eller i hverdagen, der kan defineres uden grænser. Vi kan næppe tale om identitet, om frihed, om valg eller om modstand, uden en henvisning til "grænser".
Med blandt andet 30 års jubilæet for Berlinmurens fald i tankerne, går vi til efteråret 2019 med et program, der på forskellig vis belyser begrebet GRÆNSER. Hvad betyder grænser for Europa, for klimaet? Hvor går grænsen for, hvad myndigheder og private skal vide om os? Hvad betyder grænser for os? 

I forbindelse med arrangementerne får vi besøg af filosof Mads Vestergaard, Berlin-korrespondent Lykke Friis og klimaforsker Sebastian H. Mernild. I efteråret er der desuden koncerter med Broken Twin og Nils-Henrik Asheim, mens Filosofiske Saloner fortsætter! 

Desuden er Studenterpræsterne til stede ved Aalborg Bæredygtighedsfestival samt studiestart.

God sommer!